Da mørket faldt over Margaretelund

Det var stadig lyst over Margaretelund, da Karolina Kallentoft slog bogen op. På bordet stod fade med ost, lokal salami, pølser, marmelade, jordbær og sprødt brød. Bag gården stod skoven tæt og grøn, præcis så nærværende som den skal være, når samtalen handler om Ormarydsmordene.

Aftenen begyndte ude. Stolene blev trukket frem, kaffen blev skænket, og en lille, men opmærksom flok samlede sig om bordet. Det passede på en måde: ingen stor scene, ingen anonym sal, men en gård, en bog, nogle mennesker og det virkelige sted, som romanerne bevæger sig omkring.

Så kom regnen. Som om vejret havde læst manuskriptet, trak skyerne ind over skoven, og alle måtte flytte ind i butikken. Der fortsatte aftenen mellem hylder, bogstakke og køleskabe. Karolina læste stykker fra Skogen de döda vilar i, især passager hvor Ormaryd og miljøerne træder frem. Pludselig lå landsbyen ikke kun uden for vinduet. Den lå også i teksten.

Hun fortalte om skrivningen, om arbejdet med bøgerne og om, hvordan virkelige steder forandres, når de passerer gennem en roman. Samtalen bevægede sig mellem mordgåde og folketro, mellem hverdagsgeografi og den slags mørke, man ikke helt kan ryste af sig, når man først har set det.

En detalje satte sig særligt fast. Karolina fortalte, næsten som en venlig advarsel, at vi ikke får lov at have vores elskede badeplads i fred. I de kommende fortællinger venter et mord dér. For den, der har badet der en stille sommeraften, er det både frygteligt og, på en mærkelig måde, uimodståeligt.

Romy fra Eldsjäl Mathantverk & Möten gjorde aftenen spiselig med et delikatessefad, hvor Margaretelunds oste mødte lokale pølser og marmelader. Det var præcis den rigtige mad til sådan en aften: ikke en pause fra fortællingen, men en del af stedet.

Da bøgerne var solgt, signeret, og samtalen klingede af, fortsatte aftenen på sin egen måde. Karolina kom med på en Ormaryd-tur til steder, hun har beskrevet, og til steder, hun måske endnu ikke har skrevet færdig. Veje, vand, skovbryn og badeplads. Det virkelige kort og det litterære begyndte igen at glide ind i hinanden.

Måske er det dér, Margaretelund trives bedst: i mellemrummet mellem det, man kan røre ved, og det, man kun aner. En ost på et fad. En bog på et bord. En skov udenfor, som står stille, men aldrig helt er stille.

“Pludselig lå Ormaryd både uden for vinduet og inde i bogen.”