Dyrene ved hegnet

Jeg går rundt om hjørnet bag butikken og mærker, hvordan lyden ændrer sig. Inde i landhandlen er alt farve, hylder, scanner og rolig orden. Herude tager vinden over. Græsset. Hegnet. Og blikket fra et dyr, der synes at have besluttet, at jeg er for sent til et møde, jeg ikke vidste, jeg havde.

På Margaretelund findes der geder og gutefår. Gederne hedder Britt-Marie, Isabella, Thunder og Getrud – fire personligheder med mere selvtillid end de fleste mennesker før frokost. De har selvfølgelig en indhegning. Men deres forhold til hegn er mere filosofisk end praktisk. De bliver der, fordi de vil. Hvis de ikke vil, går de nogle gange ud, mest for at vise at de kan.

Så kan man ofte tale dem til rette. Det er ikke sikkert, de adlyder, men det er tydeligt, at de sætter pris på samtalen. Og med lidt held går de hjem igen med et udtryk, der siger, at det hele var deres idé fra begyndelsen.

Fårene er gutefår: sorte, hornede og betydeligt mindre interesserede i menneskelig småsnak. Mange besøgende forveksler dem med gederne på grund af hornene. Men gutefårene har en anden slags pondus, næsten urtidsagtige i udtrykket, som små uldne landskabsvæsner.

Og så er der Jerry. Jerry er flaskebuk og ved ikke helt, at han er et får. Han er ovenikøbet lidt bange for får. I sine første leveuger boede han i Emelie og Alexanders soveværelse og fik mad af en sutteflaske. Det sætter spor. Jerry synes stadig at mene, at hans flok egentlig består af de mennesker, der besøger Margaretelund.

Dyrene er ikke pynt. De holder markerne åbne og smukke, græsser dér hvor maskiner ville være klodsede, og bidrager til biodiversitet. Geder og gutefår er effektive skovmaskiner – men med blik, horn, vilje og en vis lyst til at forhandle arbejdsvilkårene.

Der er også en alvorlig side. Indhegningen er ikke en dyrepark. Man må meget gerne se på dyrene gennem hegnet, men man skal ikke gå ind. Bukke kan være store og stærke, og hvis de stanger, kan de være farlige. Hvis et dyr står uden for hegnet, må man gerne ringe til nummeret ved butikken, så kommer Emelie eller Alexander og taler alvorligt med det.

En ting mere er værd at sige: Margaretelunds oste laves ikke på fåre- eller gedemælk, selvom mange tror det. Dyrene hører til stedet på en anden måde. De gør landskabet levende. De gør besøget mindre poleret og mere sandt. Og de minder om, at en gård ikke bare er noget, man besøger. Den foregår.

“Gederne bliver i indhegningen, fordi de vil. Hvis de ikke vil, går de ud.”